Forside

Velkommen til Østfyns Biavlerforenings sider. Vi er en lille forening af biavlere, hvoraf de fleste bor i det nordøstlige hjørne af Fyn.  I grove træk dækker vi området nord for motorvejen og øst for Odense, og formelt er vi hjemmehørende i Kerteminde Kommune.

Foreningen har eksisteret i over 50 år, og vi er omkring 70 aktive medlemmer og omkring en halv snes støttemedlemmer.

Foreningen er tilknyttet Danmarks Biavlerforening, og vi har et veletableret samarbejde med fire andre biavlerforeninger på den nordlige halvdel af Fyn.

Vores aktiviteter omfatter begynderkurser, praktisk arbejde i vores skolebigård, foredrag, fælles indkøb af forbrugsartikler, fælles rammevask, vintersløjd og hvad vi ellers kan finde på. Aktiviteterne har basis i vores skolebigård, som ligger på Vejlevangen 16 i Kerteminde.

Foreningens virke ligger naturligvis især blandt biavlerne, men vi arrangerer gerne besøg i skolebigården for enkeltpersoner eller grupper med interesse for biavlen, og vi er behjælpelige med afhentning af bisværme.

Fordele

I Østfyns Biavlerforening vil vi gerne hjælpe hinanden til at få mere ud af biavlen, og det sker på flere fronter:

Vores velindrettede slyngerum (Foto: Allan Ydo)

  • Vi har vores skolebigård, hvor både begyndere og erfarne kan lære af hinanden om biavlen i praksis.
  • Vi laver begynderkurser og kurser i forskellige biavlsrelaterede emner.
  • Vi hjælper begynderne i gang med den praktiske biavl ved at give dem en “biven”.
  • Vi laver fælles rammevask og vokssmeltning, så også den lille biavler kan opnå de laveste priser.
  • Vi laver fællesindkøb af eksempelvis foder, glas og myresyre igen for at opnå de bedste priser.
  • Vi har et fælles slyngerum med godt udstyr – inklusiv både honningpresse og honningslynger.
  • Vi sørger for, at medlemmerne kan være med i Danmarks Biavlerforening.
  • Vi laver arrangementer, hvor kendte og ukendte fra dansk biavl kommer og inspirerer os.
  • Vi hygger os.

Hvis du har lyst til at kontakte os, kan du finde adresser på siden med bestyrelsen.